Bytorv – Byhave - Bypark

Byhaven bliver en enklave i bydelen med interessante og anderledes byrum.


Bebyggelsen er beliggende i den nordlige ende af Alderslyst i Silkeborg. Hovedgaden i dette område er Borgergade, hvorfra arealet også betjenes i dag. Der er ligeledes ind- og udkørsel fra Lupinvej. 

Borgergade er i disse år under en stor transformation, hvor den bevæger sig fra at være en forholdsvis anonym bydel til at være en bydel med flere interessante byggerier undervejs, primært i den sydlige ende. Mod nord er der etableret et større bycenter, som er med til at fremme denne transformation. 

Syd for projektet ligger et større grønt område omkring en mindre sø / overfladebassin, der med sin grønne flader og større træer har en parklignende karakter.

Denne park ligger i dag lidt hengemt, da der ikke er en åbenlys tilgang fra Borgergade, men vil med en kontaktflade til det nye boligområde, og derved Borgergade, fremadrettet fungere som decideret bypark. 

Den bærende ide for Byhaven har været at skabe en enklave i bydelen, der ikke alene tilføjer nogle spændende boliger og arkitektur, men som også samtidig skaber nogle interessante og anderledes byrum i området.

Dette gøres ved at arbejde med deciderede gågader mellem husene, således der skabes passage i bydelen frem til parken, der bindes sammen af flere torvedannelser. 

De vigtigste af disse vil være et nyt bytorv i sammenstødet mod Borgergade samt et større torv i overgangen mellem bydel og bypark, til brug for områdets beboere. Derved kan der skabes rum mellem husene, hvor ikke alene beboerne men også folk udefra, kan finde en ro og mulighed for at udfolde sig på nærarealerne.  

Parkering samles på terræn på grundens nordlige areal, hvor der i dag allerede er befæstet. Til- og frakørsel til grunden vil ske via Lupinvej, hvor vi fastholder nuværende indkørsel.

Adresse
Borgergade - Silkeborg

Bygherre
Byhaven ApS

Anvendelse
Torve- og pladser, Aktivitet og ophold, Taghaver

Byggeår
2021-2024

Areal
9.500 m²

Arkitekt/ingeniør
Laban Arkitekter/Reeholm & Bredahl A/S