Omfattende renovering af almene boliger
Totalrenoveringen af Østbyen er et klassisk eksempel på, hvad fremtiden vil byde på inden for renovering af almene boliger i Danmark.
Østbyen er et projekt, der omhandler en omfattende renovering af almene boliger i området Østbyen i Ikast. Det er boligforeningen BoMidtVests afdeling 630, der totalrenoveres. Afdelingen består af i alt 138 almene boliger fordelt på fire bygninger.
I det nye anlæg indgår 105 parkeringspladser, alle på græsarmering. Som erstatning for de nedlagte garager, opføres 8 nye. Cykelparkering finder fortsat sted i kælderen, men nu også i de 3 nedlagte affaldshuse, der vil blive indrettet med cykelstativer og lås på døren. Derudover placeres der 5 cykel parkeringspladser ved alle hovedindgange.
De eksisterende containerhuse og erstattes med en sydlig og en nordlig affaldsø ud mod Islandsgade. Øerne bestykkes med nedgravede affaldscontainere. Derudover placeres der i den sydlige del en plads til farligt affald og storskrald. Det er intentionen at renovationskøretøjer fremover ikke skal køre ind i området; alt affald kan afhentes fra Islandsgade.
Oprindeligt har der været 3 butikker i bebyggelsen, nu fungere kun én som butik, én er viceværtskontor og det sidste fællesvaskeri. De gamle butikker ligger halvt nedgravede. Derfor indgår det i renoveringen af området, at de lavtliggende små pladser gøres attraktive med nye trapper og siddetrin samt begrønning.
Med nedlæggelsen af den øst/vestgående vej og garageanlæg, muliggøres det, at der opstår et grønt strøg centralt i bebyggelsen, fra nord til syd. For at understrege dette anlægges en landskabelig sti, midt i det grønne. Anlæggets forskellige udendørs aktivitets- og opholdspladser knytter sig til denne sti.
Det er intentionen at hele området gøres mere grønt. De eksisterende træer bevares i videst muligt omfang, og der tilføres nye store karaktergivende træer samt grupper af små blomstrende trætyper og store buske.
I forår og forsommer brydes det store plæneareal og med områder med løgvækster, helt fra det tidlige forår og til hen i juni. Der anlægges også områder, hvor græs og vilde blomster får lov at stå u slået hele sommeren, til glæde for insekterne.
Totalrenoveringen af Østbyen er et klassisk eksempel på, hvad fremtiden vil byde på inden for renovering af almene boliger i Danmark – energioptimering, opgradering af udearealer, forbedring af indeklima, respektfuld renovering og modernisering med fokus på værdisætning og bevaring af arkitektoniske træk ved de almene boligbyggerier fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.
Adresse
Finlandsgade, Jyllandsgade, Islandsgade, Grønlandsgade - Ikast
Bygherre
BoMidtVest
Anvendelse
Almene boliger, Pladser, Gårdhave, Aktivitet og ophold
Byggeår
2022-2024
Areal
17.000 m²
Arkitekt/ingeniør
P+P Arkitekter/Viggo Madsen